Turforslag
På denne side kan du læse om forskellige ture, der vil bringe dig rundt i
området omkring Voldum, Clausholm Slot og de omkringliggende landsbyer. Turene
dækker et bredt spektrum af oplevelser i miljøer med skov, enge, bakker og
meget mere - kort sagt, de vil give dig et rigtig godt indtryk af den skønne
og mangesidede natur, området byder på.
Se også et kort over tilgængelige stier
(rød, grøn og gul rute) i Voldum.
Tur nr. 1 - gennem Clausholm skov
Turen er velegnet som spadseretur og varer ca. 1 time - uden hastværk.
Du føres gennem lavbundsarealer langs en lille å, og
det kan derfor anbefales at tage godt fodtøj på.
Turen
starter på Mygindvej ca. 500 m. fra slottet, efter at have passeret åen. Gå
ind i Mygind skov til højre langs åen og gå over denne og tilbage på
vest-side til Mygindvej. Turen er også velegnet til en lille løbetur, hvorfor du
også sagtens kan møde 'løbere' på deres fitnesstur gennem skoven.
Tur nr. 2 – med udsigt over by og Djursland
Denne tur er en kort gåtur med start fra kirkepladsen ved Voldum Kirke. Gå
her mod syd op bag
Voldum Kirke til møllen. I fint vejr kan der skues langt ind over Randers og
ud over Djursland.
På cykel kan man komme rask af sted. På en time når man
langt omkring. Området er lidt bakket, men ikke mere end man let kan overkomme
at trække cyklen op ad de længste stigninger for at nyde nedturen i fulde
drag.
Tur nr. 3 – gennem de sydøstliggende nabolandsbyer
Dette er en cykeltur, der starter ved kirkepladsen og går ud af Skadervej.
Den bringer dig på en gammel vej med mange små bakketoppe til Skader. I
bunden af byen drejes til højre ad den lille vej langs Skader å til Østrup
og videre mod Halling. Du kører ud af Favrskov Kommune på vej mod Skader og
ind igen ved Langskov. Fra Langskov foreslås en tur på grusvejen Elkærvej op
over marken tilbage til Bramstrup.
Tur nr. 4 – gennem de nordvestliggende landsbyer til Det jydske
Haveselskab
Dette er en lidt længere cykeltur, der bringer dig fra Nielstrup til Rud
Kirke - og videre over motorvejen og til højre til Hallendrup. Kør derefter
videre mod Ginnerup ud af kommunen til Trustrup og under motorvejen tilbage
ad Nevermosevej og ind i kommunen igen til Hvalløs. Herfra køres til venstre
ad Dyrehavevej på højdedraget mod Det Jydske Haveselskab og Clausholm Slot.
Turens eneste farlige strækning med en del trafik er det sidste stykke mod
syd fra Clausholm til Voldum.
Se også:
Naturstier i og omkring Voldum
Favrskovruten |